
NLP Practitioner og psykoterapeutisk rådgivning med fokus på dit arbejdsliv og privatliv
Som certificeret NLP Practitioner og under uddannelse til psykoterapeut tilbydes et professionelt og nærværende rum, hvor menneskers trivsel, udvikling og mentale sundhed er i centrum. Erfaringen fra både terapi og erhvervsliv bruges aktivt til at skabe konkrete og brugbare forandringer i hverdagen.
Med mere end 25 års ledelseserfaring fra erhvervslivet er der indgående kendskab til de udfordringer, der kan opstå i arbejdslivet: pres, ansvar, forandringer, konflikter og balancen mellem karriere og privatliv. Denne baggrund gør det muligt at møde både ledere og medarbejdere med forståelse, faglighed og respekt.
Der arbejdes blandt andet med sparring til ledere, forbedring af psykisk arbejdsmiljø, håndtering af konflikter på arbejdspladsen og forøgelse af medarbejdertilfredshed. Samtidig er der fokus på at støtte mennesker i at skabe en mere bæredygtig balance mellem arbejde og privatliv, så både relationer, helbred og arbejdsglæde styrkes.
Kombinationen af NLP, psykoterapeutisk viden og mange års praktisk erfaring fra erhvervslivet giver et solidt fundament for at hjælpe klienter med deres personlige udvikling, mentale trivsel og professionelle udfordringer. Målet er at skabe varige forandringer, der kan mærkes både på jobbet og i privatlivet.
Hvem er jeg?

Jesper Ladegaard
Til daglig arbejder jeg i en offentlig virksomhed med rådgivning af offentlige institutioner indenfor IT-indkøb, hvor fokus er på forretningsdrevne behov. Ved siden af mit fuldtidsarbejde driver jeg min terapeutiske klinik som bibeskæftigelse, fordi arbejdet med mennesker og personlig udvikling er en vigtig del af at skabe mening i livet for mig.
Gennem mit arbejdsliv har jeg selv stået i mange af de situationer, som kan udfordre os som mennesker. Jeg har oplevet perioder med store forandringer, nedskæringer og fyringer, mærket presset og konsekvenserne af stress og stået midt i konflikter – både som den, der skulle håndtere dem, og som den, der selv blev påvirket af dem. Det har givet mig en erfaring med, at livet og arbejdslivet ikke altid udvikler sig, som vi havde forestillet os, og at selv svære perioder kan rumme mulighed for læring, forandring og personlig udvikling.
Den erfaring tager jeg med mig i mit arbejde som terapeut. Jeg møder ikke mennesker med en forestilling om, at der findes én rigtig måde at være menneske på, men med nysgerrighed, respekt og forståelse for, at vi alle kan komme til at stå i situationer, hvor det kan være svært at finde vej på egen hånd.
